Gå til hovedindhold

Fra børnehave til skole

Skæring Skole og Skæring-Sølyst Dagtilbud har et tæt samarbejde med fokus på tryghed og trivsel for dit barn – og alle de andre børn, som skal krydse broen mellem børnehave og skole. Det skal ske stille og roligt.

0-klasser i stor ring med hinanden i hånden i HEI-hallen på 100-dages-festdagen efter første 100 dage i skole
  • Læs op

Indhold

    Tæt dialog og opfølgning

    Vi mener, at det bedste for dit barn er, at der er størst mulig sammenhæng mellem skole og børnehave. Det administrative og ledelsesmæssige fællesskab, der er mellem skole og dagtilbud i Skæring-Sølyst, er med til at understøtte det professionelle samarbejde tættest muligt på børnene.

    Der sker blandt andet en skriftlig overlevering fra børnehaven til skolen, og der er tæt dialog og opfølgning mellem den pædagogiske leder i børnehaven og skolens pædagogiske indskolingsleder (leder af 0.-1.-2.-3.-4. klasse). 

    Vi er opmærksomme på at bruge den samme pædagogiske platform, og vi har samme syn på barnets faglighed, socialitet, omtanke og følelser. 

    Helt konkret: 

    • Skolens pædagogiske indskolingsleder er på besøg i børnehaver, der har kommende skolebørn, for at indsamle viden om børnene forud for, at klasserne dannes. 
    • Børnehaven tager initiativ til, at der i god tid før skolestart indkaldes til netværksmøder om børn med særlige behov eller udfordringer. 
    • Skolens børnehaveklasse-ledere er på besøg én dag i de børnehaver, der har kommende skolebørn.
    • Der er et kontinuerligt samarbejde mellem skolens læsevejleder og børnehavens sprogvejleder. 
    • Der er løbende møder mellem de pædagogiske ledere fra skole og børnehaver for at styrke den samlede indsats og skabe sammenhænge
    • Skæring Skole holder hvert efterår et informationsmøde for forældre til kommende skolestartere, før indskrivningsperioden begynder.

    Skolestartspjece Skæring Skole

    Som forælder kan du forberede en tryg overgang: 

    • Lær dit barn at koncentrere sig/fordybe sig, sidde stille og for eksempel lytte til højtlæsning.
    • Gør barnet så selvhjulpen som muligt – tage tøj af og på, klare toiletbesøg, praktisere god hygiejne, spise, bære egen taske. 
    • Styrk fin- og grovmotorik – klippe med saks, holde på en blyant, løbe, hoppe, kravle, klatre. 
    • Gør barnet tryg ved at være sammen med andre, tro på sig selv, arbejde selvstændigt, udtrykke følelser.
    • Lær barnet at respektere andre og andres grænser og kunne tilsidesætte/udsætte egne behov. 
    • Besøg skolens arealer, så barnet bliver fortrolig med omgivelserne. 
    • Tal positivt og konstruktivt om det nye, der skal ske i barnets liv. 
    • Sig det bare, som det er: Skæring Skole er jo nok verdens bedste skole 😉  

    Link til digital skoleindskrivning af børn, som skal begynde i skole, sendes direkte til forældrene via digital post i oktober det foregående år.

    Indskrivning foregår digitalt - læs mere om det her på Aarhus Kommunes hjemmeside. 

    Sidst opdateret: 9. december 2023