Gå til hovedindhold

Klasserådet

Klasserådet har stor betydning for det sociale fællesskab. Det er klasserådets fornemste opgave at tage initiativ til arrangementer, der kan styrke det sociale fællesskab i klassen mellem såvel elever som forældre - og på tværs.

Elever får efterset deres cykler ved indgangen til skolen
  • Læs op

Indhold

    Vi skal have det sjovt sammen

    Når vi "møder hinanden i øjenhøjde," når vi ler sammen og føler os trygge ved hinanden - i både formelle og uformelle fora – oparbejder vi den rummelighed, der skal til for at kunne magte de udfordringer, som naturligvis også hører skolelivet til.

    Et til to arrangementer pr. semester pr. klasse. Det er en god tommelfingerregel. Det sociale fællesskabs styrke kan måles på, om det lykkes at få alle børn og forældre med til de fælles arrangementer. 

    Beslut om fødselsdagene på første forældremøde: 

    • at man inviterer alle - dvs. alle piger/drenge eller hele klassen til fødselsdage 
    • om og i hvilken udstrækning børnene giver hinanden gaver til fødselsdagene 
    • at man slutter fødselsdagene af med en halv times forældrekaffe for at lære hinanden bedre at kende/holde en god kontakt. 

    Vi opfordrer til, at forældre danner legegrupper i de små klasser, så børnene kan lære hinanden at kende i mindre grupper - også nogle klassekammerater, som de i første omgang måske ikke selv ville vælge. Det giver indsigt i, hvordan hinanden bor og lever og basis for forståelse og accept - og måske venskab. På ældre årgange kan der for eksempel være tale om spise- eller filmklubber. 

    Idékatalog til aktiviteter i klassen: 

    • Spilleaften eller -eftermiddag hvor børn og voksne medbringer deres favoritspil - bankoaften... 
    • Fælles morgenkaffe for elever, lærere og forældre fra kl. 8-9 
    • Skæring Strand er blot et stenkast væk. Her kan let arrangeres et uformelt møde med kage/kaffe/madpakker med mere 
    • Orienteringsløb rundt i kvarteret - måske fra hjem til hjem - med opgaver, der skal løses i fællesskab i grupper 
    • Gør cyklerne forårsklare sammen ved skolens cykelservicestation og ta' på fælles cykeltur fx rundt om Egaa Engsø
    • Ved Egaa Engsø er der adskillige shelters...

    Opret eventuelt et ressource-katalog over, hvad du og de andre forældre hver især har af interesser og kan byde ind med. Det kan bruges både af lærere og pædagoger som et supplement til undervisningen og af klasserådet ved klassearrangementer. 

    Skolens bestyrelse har i 2022 udarbejdet en pjece om klasserådets opgaver (se pdf herunder), og du kan også finde inspiration på landsorganisationen "Skole og Forældres" hjemmeside:

    Klasserådets rolle og ansvar på Skæring Skole

    Sidst opdateret: 09. december 2023