Gå til hovedindhold

Vi har også specialklasser

Vi tror på, at alle børn er mere ens, end de er forskellige. For nogle børn bliver det almene læringsfællesskab dog for stort eller svært, og de kan have brug for en mindre ramme at udvikle sig i. En sådan ramme er en specialklasse.

Tegning af pige med rottehaler som læser i bog - Pixabay
  • Læs op

Indhold

    Pædagogisk Psykologisk Rådgivning træffer beslutningerne

    Som forælder kan du ikke selv bestemme, om dit barn skal i en specialklasse. Det er distriktsskolens ledelse og PPR (kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), der beslutter, om et barn skal henvises til en specialklasse, og det er PPR, som sammensætter klasserne i dialog med skolens pædagogiske leder.

    På Skæring Skole har vi et stort fokus på at etablere parallelklasser, så mulighederne for holddeling øges. På den måde giver vi eleverne mulighed for at knytte venskaber i en lidt bredere vifte end fra egen klasse, og vi har mulighed for at lave holddeling på baggrund af for eksempel alderstrin eller fagligt niveau.

    Skæring Skole er værtsskole for ti af Århus Kommunes specialklasser. Eleverne kommer ikke kun fra nærområdet.

    Ærlig dialog mellem skole og forældre

    Der er typisk syv-otte elever i vores yngre klasser og ni-ti elever i de ældre, og et klasseteam består udover de tilknyttede primærlærere også af en gennemgående klassepædagog.

    Vi arbejder ud fra, at en høj grad af ærlig dialog mellem skole og hjem giver vores elever de bedste muligheder for at udvikle sig både fagligt, personligt og socialt. Vi vil hellere ringe til dig en gang for meget end en gang for lidt, og det gælder også den anden vej rundt: Du skal ikke tøve med at ringe til os.

    Vi målretter undervisningen til det enkelte barn

    Genkendelig struktur og forberedelse er en selvfølgelighed i vores hverdag. Vi er meget opmærksomme på, at vi modtager mange elever med store nederlag i rygsækken, og at der skal tid og tillid til at opbygge modet og kræfterne til fuld deltagelse i fællesskaberne. Det gør vi typisk ud fra en trappe-tænkning, hvor næste målsætning er kendt og tydelig.

    Eleverne tilbydes selvfølgelig den samme fagrække som skolens andre elever, og vi er meget optagede af at give vores ældste elever alle de redskaber og den støtte, de har behov for, for at de kan deltage i afgangsprøverne.

    Vores motto er: ”Det er ikke et spørgsmål om, men om hvordan…”

    Læs her om Aarhus Kommunes tilbud til børn med særlige behov og kontakt til PPR

    Kontakt: Pædagogisk leder – Mette Rasmussen, metras@aarhus.dk / +45 21 12 72 14.

    Sidst opdateret: 25. oktober 2024